Password er yt!

Som udgangspunkt deler man ikke sine adgangskoder med andre. Skulle man alligevel finde på det, så gør man det måske ved hjælp af en fuldmagt. Men hvis du troede, at dette ville sikre en god overlevering af dine digitale aktiver, når du dør – så tager du fejl. En fuldmagts gyldighed bortfalder, når fuldmagtsgiveren dør; og det er derfor strafbart og sidestilles med identitetstyveri at logge sig ind.

I øvrigt er det fuldstændigt ligegyldig at skrive dine adgangskoder ned, for det meste af IT- og internetverdenen er på vej med nye former for adgangsbeskyttelse – biometriske adgangskoder som fx fingeraftryk, irisskanning og ansigtsgenkendelse. Andre benytter mønstergenkendelse eller multifaktor logins, som vi kender det fra fx NemID, MitID og bekræftelseskoder sendt på SMS eller en App på telefonen.

Og måske er det lidt makabert at prøve at overtale bedemanden til at tage en boltsaks med til at klippe… øh… de rette fingre af, eller en skalpel til at sikre sig et øjeæble til irisskanningen.

Glem derfor at registrere adgangskoder, for det giver ingen mening i fremtiden.

Få hellere registreret de konti på nettet, du mener indeholder digitalt materiale af enten reel eller sentimental værdi for dine pårørende, eller konti du ønsker lukket. De fleste seriøse tjenesteudbydere har allerede en pårørendepolitik (next-of-kin policy) omkring, hvilke informationer de skal have for entydigt at identificere abonnenten, samt den dokumentation bobestyreren skal levere for at bevise sin ret til få udleveret indholdet af afdødes konto eller til at lukke den.